Trofæer, udmærkelser og artefakter

Den Gyldne Kroketsok

Den Gyldne Kroketsok
Den Gyldne Kroketsok

‘Den Gyldne Korketsok’ er clubbens mest prestigefyldte trofæ. Det er vinderen af årets mesterskab (ofte refereret til som A-finalen på spilledagen) der kan forskønne fx indersiden af sin wc-dør med dette prydsstykke. Hvert sæson må “sokken”, som den kaldes i daglig tale, leveres tilbage til Clubben, for at der påny kan spilles om den. Det er således en “vandresok” om man vil.

Tidligere “sokker”

I de aller tidligste dage af clubbens virke, har der angiveligt eksisteret en tidligere sok – en ursok. Legenden fortæller at gemene tyve skulle have tilranet sig sokken, og smeltet den om, til det man i folkemunde kalder “guldbisserne” på den højre af lurblæserne på Rådhuspladsen i Kjøbenhavn. Historierne om en sådan sok er mange og fantastiske men noget må nok i høj grad tilskrives folklore.

‘Originalen’

‘Originalen’ er kaldenavnet for en indrammet udgave af det første print af clubbens monogram. Vinderen af en evt. B-finale, kan pryde omgivelser efter eget valg med dette trofæ, indtil der igen skal spille om mesterskabet i clubben.

Formandens Gunst

Formandens Gunst
Formandens Gunst – her dog vist med tomat.

Dette fornemme stykke kunst, er en æresudmærkelse. Grundidéen i Formandens Gunst er at tildele den, til det medlem der i den seneste periode / sæson har udvirket en særlig indsats for clubben generelt eller for et specifikt arrangement / tournering mv.

Både Generalforsamlingen og Næstformandskabet kan indstille til tildelingen af Formandens Gunst.

Clubbogen

I tidsperioden efter Gutenberg opfandt bogtrykkekunsten, men før en almindelig udbredelse af internettet og World Wide Web, blev alle begivenheder i Clubben dokumenteret i ‘Clubbogen’. Således inderholdt Clubbogen blandt andet ansøgninger til Clubben, kampreferater, analoge fotografier, notater fra generalforsamlinger, mv.

I de senere år har der hersket stor tvivl om hvorvidt Clubbogen forsat eksisterer, eller om den skulle være selvantændt grundet det sprængfarlige indhold.

Skulle nogen i almenheden have informationer der kunne føre til den fulde sandhed om bogens eksistens eller anvisninger til hvor den skulle befinde sig, bedes De tage kontakt til det til enhver tid stående eller siddende Næstformandskab.

DAME

DAME er kort form for ‘Dansk Medaljeværksted’.

DAME er GKC’s hovedleverandør ud i designertrofæer, artefagter, mv. DAME har blandt stået for tilvirkelsen af ‘Den Gyldne Kroketsok’, Clubbens monogrammer herunder ‘Originalen’ samt storfilmen “GKC – the movie” (se nedenfor).

‘GKC – the movie’

I 2009 producerede DAME stordokumentaren “GKC – the movie”. Det episke værk er en dyb indsigt i kontakt- og elitesportens inderste væsen.

Værket har været afspillet i op til flere lande, og er blevet hyldet og har nydt stor anerkendelse af henved flere til dels uvildige personer. Værket er uegnet for børn under 18 år!

Filmen kan lånes af Clubben på privat basis og mod et gebyr svarende til de samlede omkostninger for en evt. efterfølgende rettighedsretsag.

Mr. O Production

Medievirksomhed der har specialiceret sig i videodokumentation af sportbegivenheder, med særligt fokus på moderne kroket som fx GKC-kroket. 

Flere af de medrivende produktioner kan findes under punktet GKC (andre stedet) på nettet.